Anmeldelse

Bondtofte – Når Bunden er nået – og det er den desværre virkelig her.
Den Korte Version:

Jeg er selvstændig sygeplejerske og ejer af livsstilssygeplejersken.dk og dinfynskesygeplejerske.dk. I forbindelse med udvidelse af mine forretninger anvendte jeg Henrik Bondtoftes firma “Bondtofte og co”. Valget var egentlig let, da jeg havde fulgt Henriks arbejde gennem flere år gennem de sociale medier, podcasts osv. og havde stor respekt for ham. Han virkede oprigtigt interesseret i at hjælpe mig og fremstår professionel via sin hjemmeside og i sin kundekontakt. Derfor havde jeg fuld tillid til at hans firma ville gøre et godt job – det skulle jeg aldrig have haft!

Selv med stor tålmodighed, gentagne forsøg på at rette fejl og mangler i annoncer, kopiering af min hjemmeside fra Bondtoftes side og salg af denne til en anden kunde og konkurrent (En kunde jeg oven i købet havde skaffet dem, se punkt 5 nedenfor) og gentagne forsøg på dialog, forblev oplevelse en kæmpestor og MEGET dyr skuffelse. Mit stille råd er: Hold dig langt væk og vælg et andet firma eller forbered dig på selv at gøre meget af det arbejde du betaler Bondtofte for at gøre og at skulle tjekke op på, at alt bliver gjort som aftalt. Hvis du ikke orker den lange version, men stadig er i tvivl om du skal give firmaet et forsøg, så spring bare direkte ned til punkt 5 og husk endelig Konklusionen til sidst.

Den Lange Version:

I forbindelse med oprettelse af min virksomhedshjemmeside livsstilssygeplejersken.dk og SEO på min side dinfynskesygeplejerske.dk + annoncering via Adwords, Facebook og Linkedin, gjorde jeg brug af Bondtofte.

1. Annoncer
Jeg modtager dokument med annoncer som, helt ærligt, kunne være skrevet lige så godt af min 9 årige søn. Det er fyldt med stavefejl, manglende ord, forkerte ordstillinger og tekst som er helt ubrugelig i forhold til den målgruppe jeg ønsker at ramme. Jeg kontakter bureauet og modtager flg. svar:

“Jeg beklager meget mht. teksten til annoncerne, i første omgang har vi vist misforstået hinanden. De annoncer jeg fremsendte, var lavet ud fra en øvelse som vores 2 praktikanter lavede. Det var blot for at vise dig hvordan formatet skulle være. Jeg mente vi aftalte at du selv ville skrive teksterne, så vi fik den korrekte tone of voice? Jeg skulle alligevel have læst korrektur på dem eller i hvert fald have været mere klar i spyttet, om at det primært var for at vise dig opbygningen. Beklager.
Du er i trygge hænder ved xxx og xxx, og xxx skal nok få skrevet annoncerne, som du ønsker det”

En øvelse!? Mit gæt er at der arbejdes udfra devisen: “Går den, så går den”. Der bliver sat en anden medarbejder til at skrive mine annoncer. Disse modtager jeg også med stavefejl og forkerte ordstillinger og beder om at dette bliver rettet. Ligeledes beder jeg utryggeligt om at der ikke bruges store mængder af Emojies i mine annoncer, da jeg ikke finder dette foreneligt med det udtryk jeg gerne vil signalerer omkring min virksomhed. Annoncerne jeg modtog indeholdt ikke mindre en 8 emojies. Jeg finder dette fuldstændig uforeneligt med en annonce for privat sygepleje. Annoncerne bliver dog alligevel kørt i en uge med emojies og stavefejl, på trods af at jeg gentagende gange kontakter både medarbejderen og Henrik og beder om at annoncerne bliver taget af omgående. Jeg prøver utrætteligt at lede bureauet i den retning af det udtryk jeg ønsker for mine annoncer og min virksomhed generelt, hvilket er seriøsitet, kvalitet og professionalisme, men gang på gang modtager jeg materiale som ville egne sig bedre til en iskiosk eller et legeland (Ikke at de ikke kan være seriøse og professionelle…. men målgruppen er en lidt anden 😉
2. Kontakt
Jeg tager flere gange kontakt per mail og telefon, men oplever at der gentagne gange ikke bliver reageret på mine henvendelser. Dette har specielt været frustrerende i de perioder hvor mine annoncer blev kørt på Facebook med stavefejl og emojies.

3. Opgørelse over forbrug af timer:
På møde med Bondtoftes medarbejdere spørger jeg ind til tidsforbrug. Jeg får at vide at opsætningen af annoncerne vil tage ca. 2 timer. Dagen efter modtager jeg nedenstående mail.

Mailkorrespondance
Medarbejder fra Bondtoft:
Tidsforbrug
Det tager 5 timer at sætte Google Ads op og jeg kan forstå på morten, at han skal bruge godt 10 timer på FB og Linkedin – Det passer med det antal timer, du har til gode – altså 15 timer – hvorfor vi skal lave en aftale ud over, hvis vi skal håndtere og optimere kampagnerne – her anbefaler både xxx og jeg, at der bruges 2 timer på Google Ads og 2 timer på FB/ Linkedin – Altså 4 timer til optimering fremadrettet til din nuværende timepris.
Mig:
“ Hmm jeg må indrømme at jeg er lidt uforstående overfor det estimerede tidsforbrug.
Jeg har indtil videre ikke fået en eneste annonce på endnu, da processen jo har været gået i stå og jeg har indbetalt 34.375 kr.
Det vil sige at jeg kommer til at betale 34.375 kr blot for opsætningen af min adwords, fb og linkedin? Min hjemmeside er jo betalt seperat og indgår ikke i regnestykket. For som jeg forstår dig, så er alle pengene væk, når det er gjort opsætningen er færdig? Kan det virkelig passe? Og så skal jeg ydermere betale mere pr. måned fremover?
Du må undskylde at jeg lige spørger lidt ind, men det er bare ikke lige det jeg havde forstået på de første møder, for hvis dette regnestykke skulle passe, ville jeg jo første have kunnet få annoncer på i januar måned ud fra det jeg betaler pr. måned og det er der ingen der har nævnt for mig.
Jeg mener også du sagde igår at opsætningen til adwords ville tage omkring 2 timer?
Pludselig vil det tage 5 timer at opsætte og samtidig passer opsætningen af Google, linkedin og fb tilsammen mirakuløst lige med de timer jeg har tilgode hos Bondtofte. Ydermere skal jeg nu betale mere hver måned i forhold til den allerede indgåede aftale for håndtering og optimerer af annoncerne fremadrettet.

4. Annoncering:
De første annoncer som bliver sat på Facebook har en målgruppe som hedder 25-55 år. Jeg tror ikke der findes et menneske på 25 år i hele Danmark, som nogensinde har benyttet sig af privat hjemmesygepleje. Jeg er komplet uforstående overfor denne målgruppe, da vi på alle møder (som jeg har betalt for i dyre domme, åbenbart til ingen verdens nytte) har aftalt to målgrupper:
a. Pårørende som er kvinder over 45 år.
b. De ældre selv, både mænd og kvinder over 60 år.

Annoncerne var desuden sat til at ramme hele Danmark, uden nogen form for selektering – næppe hensigtsmæssigt for mit budget eller relevant for min forretning, da jeg kører hjemmesygepleje i Odense og på Nordfyn.
5. Hjemmeside (Og her ophører al fornuft!):
Jeg finder ud af at Bondtofte har kopieret min hjemmeside til en anden kunde (som jeg oven i købet har skaffet dem) og ydermere en konkurrent! Kvinden er en bekendt til mig, som tilbyder mere eller mindre de samme ydelser som jeg, blot til lavere pris da hun har er social og sundhedsassistent.
Jeg sender hende til Bondtofte da hun ikke havde et ret stort budget og Bondtofte havde lavet min side for relativt få penge. Kvinden sender mig glad og stolt et link til sin nye hjemmeside et par uger efter og til min MEGET store undren, kan jeg se at siden ligner min fuldstændig og ikke nok med det; Det er mit navn, mine kontaktoplysninger, mine signaturfarver osv som stadig er på siden. Jeg er simpelthen målløs og tjekker flere gange om jeg ved en fejl er gået ind på min egen side, men nej den er god nok! De har kopieret min hjemmeside, lavet lidt om på den og solgt den til min bekendte.
Jeg kontakter med samme Henrik pr. telefon, men han sender blot min sag videre til en anden medarbejder (Helt uforståeligt for mig at Henrik, som er ejer af bureauet, ikke selv tager ansvar, giver mig en forklaring og ikke mindst, en undskyldning)
Jeg hører intet fra bureauet og må igen rykke for svar og modtager flg. mail:

Medarbejder fra Bondtofte
Hej Line,
Henrik sendte mig lige denne.
Jeg går ud fra det er xxxx side du tænker på. Den er bygget op i tema som livsstilssygeplejersken.dk, TheGem.
Den er langt fra færdig, farver og billeder bliver skiftet ud, ligeledes kommer priser siden ikke til at se sådan ud.
Vi langt fra i mål, så intet er udgivet endnu (
God weekend

Mig:

Hej XXX.
Siden er ikke bygget op fra grunden i the gem! Den er en kopi af min side, som der er blevet ændret lidt på. Ellers ville mit navn, farver osv ikke figurere på den. Jeg syntes, helt ærligt, at det er så ufint at lave en kopi af min side til en konkurrent.
xxx udbyder de samme ydelser som jeg, bare til en lavere pris. Det er en kunde jeg har skaffet jer, jeg har betalt for siden og så kopieres min side til hende og der bliver lavet et par ændringer i den. Men i bund og grund ligner den min….. fordi der ER min side der er grundlag for den.
Jeg ved ikke hvordan du selv ville tænke hvis du var ude for det samme, men jeg syntes godt nok det er langt over stregen.
Bare lige et par tanker her fra Skebyvej.
Mvh Line

Medarbejder fra Bondtofte:

Hej Line,
Vi laver xxxx side om, jeg kan godt se det fra din side. Beklager situationen.
God dag

Det synes jeg selvfølgelig forretningsmæssigt er dybt problematisk, men for mig er det også langt over grænsen for moral og etik.

Konklusion
Min sag er desværre langt fra ikke slut endnu. Jeg kontaktede Henrik for afslutte samarbejdet og forsøge at finde en mindelig løsning for os begge. Jeg bad om at få de penge tilbage jeg havde tilgode (som var indbetalt på forhånd) og at blive kompenseret for den tid de havde brugt på de 5 helt ubrugelige annoncer. Jeg gav en frist på en måned for at indbetale de penge jeg havde tilgode eller ville jeg lade sagen overgå til min advokat. Jeg hørte som sædvanligt intet, andet end det sædvanlige “jeg kigger på det” fra Henrik. Et par dage før fristens udløb, gav jeg ham igen chancen for at komme ud af det her på en fin måde og skrev til ham, om han var kommet videre med sagen, men hørte igen intet og blev så blot kontaktet af hans advokat.
Henrik mener at de har opfyldt alle aftaler og at ALLE mine penge i øvrigt pludselig er brugt! På trods af, at jeg ved sidste opgørelse fik at vide, at jeg havde omkring 17.000 kr tilbage. Min advokat har bedt om en opgørelse over mit forbrug hos Bondtofte, men dette ønsker de ikke at udlevere. Jeg har tjekket op på hvad der er brugt af penge på annoncer i perioden hvor jeg var hos Bondtofte; 204,18 kr!!! Altså det har kostet mig ca. 34.000 kr at få kørt annoncer til en værdi af 204,18 kr! Det siger vist alt! Der er ikke brugt penge på annoncering på hverken Linkedin eller Adwords på trods af at det også var en del af aftalen, så hvor mine penge er forsvundet hen, det må stå hen i det uvisse. I flg. advokaten mener Bondtofte at penge er gået til møder og til at “spore sig ind på min målgruppe”. Den lader vi lige stå lidt….

Mit råd ….. hold jer langt, langt væk. Jeg ville ønske nogen havde givet mig samme råd.
Med Venlig Hilsen Line Borup