Støtte i hjemmet af en sygeplejerske i Odense og på Fyn
Har din mor eller far brug for mere, end den kommunale hjemmepleje kan nå? Eller er du selv kommet hjem efter en indlæggelse og føler dig lidt usikker på, om det hele nu går, som det skal? Så er du ikke den eneste.
Jeg hedder Line Borup og er autoriseret sygeplejerske. Jeg giver sygeplejefaglig støtte og hjælp i hjemmet til ældre, syge og deres pårørende i Odense og på Fyn. Jeg kommer på tryghedsbesøg, ser, hvordan det går, og hjælper med overblik, når der er mange aftaler og mange parter at holde styr på.
Jeg er ikke et hjemmeplejefirma, men jeg har tid til det, der ofte bliver klemt i en travl hverdag: en snak, et vågent øje, en hånd med det praktiske og en sygeplejerske, der kan svare på jeres spørgsmål. Min hjælp er et supplement til den hjemmepleje, der allerede kommer.
Jeg arbejder alene, så I får én fast sygeplejerske, som I lærer at kende. Vi starter med et gratis info-besøg.
Hjælp til ældre forældre: tryghedsbesøg og en sygeplejerske, der ser efter
Jeg kommer på faste tryghedsbesøg og omsorgsbesøg efter aftale. Vi får en snak, går måske en tur, og jeg holder øje med, hvordan din mor eller far har det. Spiser og sover hun, som hun plejer? Virker han mere træt eller forvirret end sidst? Ser jeg noget, der bekymrer mig, siger jeg det og guider jer videre, f.eks. til egen læge. Bor du langt væk, kan jeg give dig besked efter besøget, hvis din mor eller far giver lov.
Mange pårørende bor langt væk eller har en travl hverdag, der gør det svært at komme forbi så ofte, som de gerne ville. Her kan jeg være det faste, kendte ansigt, der kommer igen og igen. Når man kender et menneske godt, ser man de små forandringer med det samme: at vægten er gået lidt ned, at kinderne har mindre kulør end sidst, eller at tankerne virker mere uklare end normalt. Den kommunale hjemmepleje gør et stort og vigtigt arbejde, men når mange medarbejdere deles om opgaven, kan de små ændringer fra dag til dag være svære at få øje på. Som fast sygeplejerske følger jeg med over tid, reagerer i god tid og holder jer orienteret, så I altid ved, hvordan jeres kære har det.
Læs mere om omsorgs- og tryghedsbesøg.
Hjælp til det praktiske – med en sygeplejerske ved din side
Nogle gange er det de små ting i hverdagen, der er svære at klare alene. På mine besøg hjælper jeg også gerne med det praktiske, så din mor eller far kan komme ud og få ordnet det, der skal ordnes – sammen med én, de kender. Fordi jeg er sygeplejerske, har jeg samtidig et blik for, hvordan det går, mens vi er af sted.
- Indkøb
- Hjælp til bad
- Kørsel til lægen
- En tur ud efter nye briller eller sko
- Hjælp til at finde de rigtige hjælpemidler
- Andre små praktiske opgaver efter aftale
Støtte efter udskrivelse – og overblik over kommune, læge og hospital
De første dage efter en indlæggelse kan være utrygge. Der er nye aftaler, nye papirer og mange at tale med. Jeg hjælper med at få overblik over, hvad der skal ske, og hvem der gør hvad. Hvis du ønsker det, kan jeg være tovholder og tage kontakten til kommunen, egen læge og hospitalet, så trådene bliver samlet ét sted.
Læs mere om tryg udskrivelse fra hospital.
Aflastning af pårørende og sparring over telefonen
Det kan være hårdt at være den, der holder sammen på det hele. Jeg kan være hos din kære, så du får et pusterum, efter aftale. Og nogle gange er der ikke brug for et besøg, men for en sygeplejerske at vende tankerne med. Så kan vi tale sammen over telefonen.
Læs mere om aflastning af pårørende og sparring og rådgivning.
Søger du privat hjemmehjælp eller privat hjemmepleje?
Jeg er ikke et hjemmeplejefirma og ikke fritvalgsleverandør for kommunen. Har du eller din mor eller far brug for fast hjemmehjælp eller hjemmepleje, kan I søge om det hos visitationen i jeres kommune. Får I hjælpen bevilget, har I ret til at vælge mellem flere leverandører, f.eks. kommunen eller en privat leverandør (frit valg). Det, jeg tilbyder, er personlig, privat hjælp i hjemmet af én fast sygeplejerske på Fyn, som et supplement til den hjælp, kommunen giver. Vi aftaler sammen, hvad der giver mening for jer.
Book et gratis info-besøg
Er du i tvivl om, hvad der er brug for? Ring til mig på 21 77 54 81 eller skriv til info@dinfynskesygeplejerske.dk, så tager vi en snak om, hvordan jeg kan give jer støtte og tryghed i hjemmet. Mine priser står på siden Priser.
Line Borup, autoriseret sygeplejerske (autorisations-ID 06TFK), Din Fynske Sygeplejerske ApS, Borchsvej 2, 5200 Odense V.
