Sygeplejeydelser
Omsorgs- og tryghedsbesøg
Ugentlige hjemmebesøg tilpasset efter dit behov kan give både dig og dine pårørende en stor følelse af tryghed. Jeg kan hjælpe dig med at få struktur på din hverdag, skabe overblik over dine aftaler og klare nogle af de praktiske opgaver, der måske er blevet svære for dig selv. F.eks. kontakten med lægen og sygehuset, bestilling af medicin, indkøb eller andet du måtte have brug for hjælp til.
Aflastning af pårørende
Bor du måske langt væk fra dine pårørende? Uden mulighed for at komme på besøg så ofte, som du egentlig har lyst til?
Eller er det svært for dig at få besøg passet ind i en travl hverdag? At være pårørende til en sygdomsramt kan ofte være både tidskrævende og følelsesmæssigt udfordrende.
Hjælpen er heldigvis nær.
Jeg kan give aflastning, når det er hårdt at være pårørende til et skrøbeligt eller sygt familiemedlem. Aflastningen kan både være i form af samtaler, gåture, omsorgs- og tryghedsbesøg, vågevagter, kørsel til og fra behandlinger eller konkrete sygeplejeopgaver. Jeg følger op på behandling, søvn, kost, medicin, indkøb – ja, alt det, der kan drille i hverdagen. Jeg bliver ofte kaldt “de pårørendes forlængede arm”.
Jeg kan med kort varsel træde til som tovholder og koordinator mellem de forskellige parter, der kan komme i spil i et sygdomsforløb, f.eks. hospital, egen læge, hjemmepleje, palliativt team m.m.
Ledsager/bisidder ved lægebesøg, undersøgelser eller behandling
Det kan være en skræmmende og overvældende oplevelse at stå over for nyheden om, at man er syg.
Efter et opslidende, langstrakt eller kompliceret sygdomsforløb, kan det ydermere være en kamp efterfølgende at skulle orientere sig i det danske sundhedssystem.
Der er mange oplysninger som skal huskes og bearbejdes i forbindelse med et behandlingsforløb.
Ledsagelse:
En sundhedsfaglig ledsager kan give dig ro, tryghed og overblik samt aflaste dine pårørende i en travl hverdag.
Jeg kan tage med dig til alle former for samtaler og behandlinger og som sygeplejerske hjælpe dig med at tale med sundhedspersonalet, samle trådene og skabe overblik over din situation og dine muligheder.
Er der brug for det, kan jeg også hjælpe dig med transporten til og fra læge eller hospital. Jeg tager mig også af kontakten til sundhedsvæsenet, når det gælder tidsbestillinger, prøvesvar m.m.
Fastvagt og vågekone
Overvågning af urolige, syge eller døende i eget hjem.
Sparringspartner
Er du nydiagnosticeret med f.eks. diabetes, hjertekarsygdomme eller lign., og har du brug for et skub i den rigtige retning? Kender du mulighederne for selv at påvirke din sygdom?
Jeg hjælper dig med at få overblik over, hvad du selv kan gøre, og hvordan du kan påvirke din sygdom i en god retning. Det kan være ved hjælp af vægttab, kostomlægning m.m.
Sundhedssparring kan også være relevant med henblik på forebyggelse. Du har måske fået målt for højt kolesteroltal eller blodtryk og er nu i tvivl om hvordan du bedst får nedsat dette. Jeg har stor erfaring i at afhjælpe livsstilssygdomme med forholdsvis enkle kostændringer.
Medicin
Er du nervøs for, om du eller din pårørende får den rigtige medicin på de rigtige tidspunkter, kan jeg dosere medicinen for dig. Jeg henter også gerne medicin på apoteket og tager mig af kontakten til egen læge om receptfornyelser mv.
Værdimålinger
Hjælp til værdimålinger såsom: Blodtryk, puls, temperatur, blodsukker, iltmætning i blodet.
Hjælp til vægtkontrol, udregning af BMI, fedtprocent.
Sundhedsfaglig rejseledsagelse
Jeg tilbyder sundhedsfaglig rejseledsagelse til voksne, der har brug for sygepleje på kortere forretningsrejser eller ferier i udlandet. Ring og hør nærmere og få et tilbud.
Palliativ pleje
Kompetent og kærlig pleje til døende i eget hjem.
Er du utryg ved tanken om at stå alene med ansvaret for f.eks. din ægtefælle eller dine forældre i den sidste tid? Eller bor du langt væk fra dine pårørende uden mulighed for at få det overblik, der kommer med at have daglig gang i hjemmet?
Jeg har stor erfaring med palliativ pleje og kan være tovholder for de forskellige parter, der kan være involveret i den sidste tid. Jeg kan hjælpe, uanset om du har brug for et pusterum et par timer om dagen eller for, at jeg er der om natten, så du kan få sovet og være frisk til at være hos din kære om dagen. Ingen forløb er ens, og derfor skræddersyr jeg min hjælp efter lige præcis din situation.
Ved pleje af døende i eget hjem kan du få tilskud fra Sygeforsikringen “danmark”: 50 % af udgiften, dog højst 15.000 kr. (gruppe 1 og 2).
Vikarsygeplejerske
Rutineret vikarsygeplejerske i hjemmesygeplejen og psykiatrien siden 2007.
Bestil besøg her
